4. I alle de 40 år blev deres tøj ikke slidt op, og deres fødder ikke opsvulmede.
5. I må forstå, at når Herren straffede dem, gjorde han det til deres eget bedste, nøjagtig som når forældre opdrager deres børn.
6. Adlyd Herren, jeres Guds, befalinger, gå på hans veje og hav ærefrygt for ham.
7. Herren vil føre jer ind i et godt land, et frodigt land med bakker og dale, med floder og kilder, der gennemstrømmer landet,
8. et land med hvede og byg, med vinranker, figentræer, granatæbletræer, oliventræer og honning,
9. et land med masser af føde og uden mangel på noget, et land, hvor der findes jernmalm, og hvor I kan bryde kobber i bjergene.
10. Når I har spist jer mætte i landets overflod, skal I lovprise Herren, jeres Gud, for det gode land, han har givet jer.
11. Men pas på, at I ikke midt i jeres overflod glemmer Herren, jeres Gud, så I ikke længere holder hans love og befalinger.