5. Mosebog 3:2-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

2. Men Herren sagde til mig: ‘Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’

3. Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede.

4. Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge.

5. Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området.

6. Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn,

7. men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.

8. Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord.

9. (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.)

10. Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.

11. (Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)

14. Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Maʼakas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‘Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag.

15. Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead.

16. Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område.

17. Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.

5. Mosebog 3