17. Der må ikke være nogen iblandt jer, mand eller kvinde, slægt eller stamme, der vender sig fra Herren for at dyrke den slags fremmede guder. Der må ikke være nogen bitter rod, som vokser op og spreder gift omkring sig.
18. Skulle der findes nogen, som har hørt denne pagts ord og alligevel tror, at der ikke sker dem noget, hvis de gør oprør imod deres Gud, så vil Guds straf ramme både dem og andre omkring dem.
19-20. Herren vil ikke tilgive sådanne mennesker, men straffe dem hårdt, for han vil ikke dele jeres hengivenhed med andre guder. Hans vrede vil blusse op imod dem, og han vil ramme dem med alle de forbandelser, som er nævnt i denne bog, indtil de er udryddet og deres slægtsnavn glemt.
21. Hvis I bryder pagten med Herren, vil jeres efterkommere og de fremmede, der kommer langvejsfra, se følgerne af den katastrofe og de sygdomme, som Herren vil ramme landet med.
22. De vil se øde, svovlholdige saltsletter, en gold og uopdyrket brandtomt uden vegetation overhovedet, når Herren i sin voldsomme vrede har gjort landet så øde som Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim.
23. ‘Hvad skyldes Herrens voldsomme vrede imod det land?’ vil man spørge.
24. Svaret lyder: ‘Landets indbyggere brød deres pagt med Herren, deres fædres Gud, efter at han havde ført dem ud af Egypten.
25. De dyrkede fremmede guder, som de aldrig før havde kendt, og som Herren havde forbudt dem at dyrke.
26. Derfor blussede Herrens vrede op imod dem, så han ramte dem med alle de plager, der er nævnt i denne bog.
27. I sin store vrede rykkede Herren dem op med rode og smed dem bort, bort til det land, hvor de nu bor.’
28. Der findes hemmeligheder, som Herren ikke har åbenbaret for os. Men hvad han har åbenbaret, de ord, som er nedskrevet i denne lov, har vi pligt til at adlyde, både vi og vores børn.