1. På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge.
2. Til sidst sagde Herren:
3. ‘Nu er det tid at vende om og gå nordpå!
4. Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på
5. ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det.
6. Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs.
7. I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’
8. Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.
9. Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‘Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‘Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’
14-16. Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.
33-34. Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve,
35-36. undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt.