5. I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
6. “Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. “Dengang sagde han til os: ‘Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg
7. og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen, i Negev ørkenen, i kanaʼanæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land.
8. Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
9. Dengang sagde jeg til Israels folk: ‘Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene.
10. Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen.
11. Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet.
12. Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål.
13. Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
14. Det forslag accepterede de,
15. hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10.
16. Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt.