4. Mosebog 3:10-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Men kun Aron og hans sønner må udføre præstetjeneste. Hvis nogen lægmand trænger ind i helligdommen, skal han henrettes.”

11-13. Og Herren fortsatte: “Dengang jeg dræbte egypternes førstefødte sønner, var det på betingelse af, at alle Israels førstefødte sønner og dyr skulle tilhøre mig. Jeres førstefødte sønner skulle blive min ejendom og tjene mig. Men nu vil jeg acceptere levitterne som erstatning, således at det i stedet bliver dem, der skal tilhøre mig og tjene mig.”

14. Senere talte Herren igen til Moses i Sinai ørken.

15. “Nu skal du optælle Levis stamme,” sagde han. “Lav et slægtsregister over samtlige mandspersoner, der er over en måned gamle.”

16. Moses begyndte straks på den opgave, Herren havde givet ham.

17-20. Levi havde tre sønner: Gershon, Kehat og Merari, som blev stamfædre til de slægter blandt levitterne, der bærer deres navne. Gershon havde to sønner: Libni og Shimi; Kehat havde fire sønner: Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel; Merari havde to sønner: Mahli og Mushi.

21. Gershons slægt gennem sønnerne Libni og Shimi

22. blev optalt til 7500 mandspersoner over en måned gamle,

23. og de skulle slå lejr bag ved boligen, på vestsiden.

24. Den øverste for Gershon-slægten var Laels søn Eljasaf.

25. Denne slægts ansvarsområde var boligens teltduge, presenninger og indgangsforhæng,

26. forgårdens teltduge, der indhegnede åbenbaringsteltet og brændofferalteret og forhænget foran indgangen til forgården. De havde også ansvar for de snore, der hørte til.

4. Mosebog 3