2. Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kanaʼanæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv.
3. Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kanaʼanæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.
4. Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige,
5. og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. “Hvorfor førte du os ud af Egypten?” klagede de. “Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad—og vi er trætte af den evindelige manna.”
6. Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde.
7. Nu kom folket til Moses og sagde: “Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket,
25-26. Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret.
27-30. Den gamle digter udtrykker det sådan:“Kom til Heshbon, Sihons bysom nu bygges op på ny.Ild fór ud fra Heshbon,flammer skød frem fra Sihon.Moabs byer gik op i røg,Arnons fjelde, hver en høj.Moabitter, nu er det forbimed jeres Kemosh-afguderi.Han sendte jo jer alle på flugt,kvinder blev fanger—åh, hvor smukt!Men vi erobred’ Heshbon,indtog landet op til Dibon.Vi dræbte dem helt til Nofasom ligger tæt ved Medeba.”
31-32. Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte.