2-3. Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. “Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de.
19. “Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. “Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”
20. Men Edoms konge var ubøjelig. “I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen.
21-22. Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.
23. Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron:
24. “Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.