1. Det var i årets første måned, at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.
4. “Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø?
5. Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”
6. Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.
9. Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark.
10. Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. “Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. “Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?”
11. Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.
12. Men Herren sagde til Moses og Aron: “I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”
13. Man kaldte stedet Meribas vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.