4. vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt.
5. Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet,
6. for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig.
7. I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned.
8. Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt—og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd.
9. Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer.
36-37. Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender.
38. I vil dø blandt fremmede folkeslag og blive begravet i fremmed jord.
39. Den sidste rest af overlevende skal sygne hen i fortvivlelse i fjendeland som følge af deres egen og deres forfædres ulydighed.
40. Til sidst vil de så angre deres egen og deres forfædres oprør og utroskab imod mig. De vil erkende, at fordi de først vendte ryggen til mig,
41. måtte jeg vende ryggen til dem. Det var grunden til, at jeg førte dem i eksil i fjendeland. Når deres stolte, uomskårne hjerter til sidst ydmyger sig, og de accepterer den straf, jeg måtte sende over dem som følge af deres ulydighed,
42. da vil jeg mindes mine løfter til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil føre dem tilbage til det land, jeg lovede dem.
43. Men i mellemtiden skal landet opleve fred og hvile, for jeg godtgør landet de tabte sabbatter, mens folket i eksil må afsone straffen for at have forkastet mine love og forskrifter.
44. På trods af det onde, de har gjort, vil jeg dog ikke forkaste dem fuldstændigt og udrydde dem helt, for derved ville jeg helt annullere min pagt med dem. Jeg er stadig Herren, deres Gud.
45. For at redde den sidste rest vil jeg opfylde mine løfter til forfædrene om at være deres Gud. Jeg førte jo deres forfædre ud af Egypten og ind i landet for øjnene af mange folkeslag. Jeg er Herren.”
46. Det var alle de love, forskrifter og anvisninger, som Herren gav Israels folk gennem Moses på Sinaibjerget.