8. Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”
9. Herren fortsatte med at tale til Moses:
10. “Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten.
11. Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen, og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave.
12. Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren.
13. Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin.
14. I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.
15. Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem,
16. indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.
17. I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten.