9. Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken.
10. Det samme gælder vinhøsten: Du må ikke ribbe vinstokkene for de sidste druer, og du må ikke samle de druer op, som falder på jorden under arbejdet. De skal blive tilbage, så de fattige og fremmede, som ikke ejer nogen jord, også har noget at spise. Jeg er Herren, jeres Gud.
11. I må hverken stjæle, lyve eller bedrage.
12. I må ikke sværge falsk, for derved krænker I Herren, jeres Guds, navn.
13. I må ikke undertrykke eller udbytte nogen. Når dagens arbejde er forbi, skal I straks udbetale løn til jeres daglejere.
14. Tal ikke ondt om en, der er døv, og få ikke en blind til at snuble. Ved at handle retfærdigt viser I Herren, jeres Gud, ære.
15. Jeres dommere skal fælde retfærdige domme og ikke skele til, om en person er rig eller fattig. Enhver skal dømmes retfærdigt.
16. I må ikke sprede sladder eller bringe andres liv i fare.
17. I må ikke hade jeres næste, men I bør irettesætte en ven, der begår en synd, så I ikke drages med ind under hans dom.