1. Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. “Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. “Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”
2. Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom,
3. og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg.
12-13. Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: “Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme!
25-26. Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.“Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.