3. “Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.“Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, “for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”
4. “Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.“Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. “Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”
9. “Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. “Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”
10. “I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. “Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham?
11. Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det.
12. Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”
13. Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham.
14. Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.
15. I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel.
16. Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.“Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.