3. Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.
4. En dag sagde Jonadab til Amnon: “Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!”“Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.
5. “Aha,” svarede Jonadab, “det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‘Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”
6. Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham.
7. Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham.
8. Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det.
9. Men da de var færdige, og hun havde lagt dem på fadet, klar til, at de kunne blive bragt til ham, nægtede han at spise dem.“Ud, alle sammen!” sagde han til tjenerne, hvorefter de alle gik deres vej.
10. Så sagde han til Tamar: “Kom her ind i mit soveværelse med kagerne og server dem for mig.” Så gik hun hen til ham med kagefadet.
11. Men da hun var kommet hen til sengen, greb han fat i hende og sagde: “Tamar, kom op til mig i sengen!”