13. Tænk på mig! Hvordan skulle jeg kunne bære min skam? Og tænk på dig selv! Du ville jo miste din ære og værdighed. Nej, tal hellere med kongen om det, så han kan give sin tilladelse til, at vi gifter os.”
14. Men Amnon lod sig ikke overtale, og da han var stærkere end hende, endte det med, at han voldtog hende.
15. Men bagefter blussede hadet op i Amnon, så han nu hadede hende mere, end han før havde elsket hende.“Rejs dig og forsvind!” skreg han.
16. “Nej, nej,” græd hun, “hvis du forkaster mig nu, begår du en endnu større forbrydelse imod mig!”Men han ville ikke høre på hende.
17. I stedet kaldte han på sin kammertjener. “Smid den kvinde ud og lås døren efter hende!” befalede han.
18. Så førte tjeneren hende udenfor og låste døren. Tamar var klædt i en lang kjole med ærmer, sådan som det var skik blandt kongens døtre, der var jomfruer.
19. Nu rev hun imidlertid kjolen i stykker og strøede aske på hovedet for at vise sin fortvivlelse, og med hænderne for ansigtet løb hun skrigende gennem paladset.
20. Hendes bror Absalom standsede hende og forsøgte at berolige hende. “Har Amnon ligget med dig?” spurgte han. “Ti nu stille, søster. Han er jo din bror. Lad det blive i familien. Tag det dog ikke så tungt.”Så flyttede Tamar over i sin bror Absaloms hus, hvor hun siden levede i ensomhed.
21. Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.