2. Samuel 13:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Nogen tid efter skete der følgende: Davids søn Absalom havde en smuk søster, som hed Tamar. En anden af Davids sønner, Tamars halvbror Amnon, forelskede sig i hende.

2. Han var helt syg af begær efter hende, men hun var jomfru, og han havde ingen mulighed for at få sin vilje med hende, for det var skik, at kongens døtre blev holdt skarpt adskilt fra de unge mænd.

3. Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.

4. En dag sagde Jonadab til Amnon: “Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!”“Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.

5. “Aha,” svarede Jonadab, “det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‘Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”

6. Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham.

7. Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham.

8. Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det.

23-24. Der gik to år. En dag var Absalom i færd med at klippe sine får ved Baʼal-Hatzor i Efraim, og han besluttede at invitere sin far og alle sine brødre til fåreklipningsfest.

32-33. Men i samme øjeblik ankom Jonadab og sagde: “Nej, det er ikke sandt! Alle kongesønnerne er ikke blevet myrdet, det er kun Amnon! Absalom har haft skumle planer om at myrde Amnon, lige siden han voldtog Tamar!”

37-39. Absalom flygtede til sin morfar, kong Talmaj af Geshur, der var søn af Ammihud, og blev der i tre år. I mellemtiden voksede Davids længsel efter at se sin søn igen, især efter at han var kommet sig over Amnons død.

2. Samuel 13