7. Da han fik øje på mig, kaldte han på mig.
8. ‘Hvem er du?’ spurgte han. ‘Jeg er amalekit!’ svarede jeg.
9. ‘Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‘Jeg er allerede dødeligt såret.’
10. Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”
11. Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg.
12. Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.
13. David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: “Hvor er du fra?”Han svarede: “Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”
19. Israels helte ligger slagne på bjergene,vore bedste krigere faldt i kampen.
20. Råb det ikke ud på gaden i Gat,tal ikke om det på Ashkalons torve.Filistrenes døtre vil danse af glæde,det uomskårne folk vil fryde sig.
21. Måtte Gilboahøjen blive ramt af tørke,måtte intet mere gro derpå.Heltenes skjolde havnede i sølet,Sauls skjold ligger ledigt hen.
22. Mange forblødte for Jonatans bue,Sauls sværd slog utallige ned.
23. Saul og Jonatan, elskede var I,selv i døden skiltes I ikke.I var hurtige som ørne på jagt,stærke som stolte løver.