11. men lad din jord ligge brak det syvende år, så de fattige i landet kan høste, hvad der kommer op af sig selv, og så de vilde dyr kan æde, hvad der bliver tilovers. Det samme gælder for dine vingårde og olivenlunde.
12. Du kan arbejde i seks dage, men på den syvende dag skal du hvile, så dine okser og æsler kan komme til kræfter, og dine slaver og de fremmede kan få hvilet ud.
13. Vær omhyggelig med at gøre nøjagtig, som jeg har sagt. Tilbed aldrig andre guder, nævn end ikke deres navne.
14. Tre gange om året skal I fejre højtid for mig.
15. I skal fejre de usyrnede brøds højtid til den fastsatte tid i aviv måned, den måned, da I forlod Egypten. I syv dage skal I spise brød bagt uden surdej, sådan som jeg tidligere har befalet jer. Alle skal være med til at bringe mig et påskeoffer.
16. Dernæst er der festen for kornhøsten, hvor I skal bringe mig et takoffer fra markens første afgrøde.Til sidst kommer festen for frugthøsten, efter at I har fået den sidste høst fra jeres marker og frugthaver i hus.
17. Disse tre gange om året skal alle mænd i Israel træde frem for mit ansigt, for jeg er jeres herre og jeres Gud.
18. I må ikke ofre blodet fra et slagtoffer sammen med syrnet brød, og fedtet fra et festoffer må ikke gemmes til næste morgen.
19. Bring det bedste af den første høstafgrøde som et takoffer til Herrens, jeres Guds, hus.I må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.
20. Jeg vil sende min engel med jer, og han skal føre jer til det land, jeg har beredt for jer. Han vil gå foran jer og beskytte jer.
21. Hør godt efter, hvad han siger, og vær ikke ulydige imod ham, for han repræsenterer mig, og han vil ikke tolerere ulydighed.
22. Men hvis I omhyggeligt adlyder ham, så I følger mine instrukser, vil jeg altid være med jer i kampen mod jeres fjender.
23. Han skal gå foran jer og føre jer til amoritternes, hittitternes, perizzitternes, kanaʼanæernes, hivvitternes og jebusitternes land. Og jeg vil udrydde disse folk, så I kan tage landet i besiddelse.
24. I må under ingen omstændigheder tilbede disse folks guder eller ofre til dem eller overtage nogen af deres religiøse og kulturelle skikke, men I skal besejre dem og ødelægge deres afgudsstøtter.