2. Mosebog 23:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Udspred ikke falske rygter. Giv ikke den skyldige medhold ved at give falske vidneudsagn.

2. Lad dig ikke presse af mængden til at gøre uret. Når du er vidne i retten, så hold dig til sandheden, selv når det er upopulært.

3. Du må heller ikke tage den fattiges parti, blot fordi han er fattig.

4. Hvis din fjendes ko eller æsel er sluppet løs, og du opdager det, skal du aflevere dyret til dets ejermand.

5. Hvis du ser, at din fjendes æsel er faldet under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken, men hjælpe ham med at læsse byrden af.

6. At en mand er fattig, giver dig ingen ret til at behandle ham uretfærdigt.

7. Hold dig fra falske anklager, og døm aldrig en uskyldig eller ærlig person til døden. Jeg vil ikke frikende den skyldige.

8. Tag ikke imod bestikkelse, for bestikkelse får folk til at lukke øjnene for sandheden og modvirker, at retfærdigheden kan ske fyldest.

9. Undertryk ikke de udlændinge, som bor iblandt jer. I ved, hvordan det føles at være fremmed i et land, for I var selv fremmede i Egypten.

10. Du kan tilså dine marker og høste din afgrøde seks år i træk,

11. men lad din jord ligge brak det syvende år, så de fattige i landet kan høste, hvad der kommer op af sig selv, og så de vilde dyr kan æde, hvad der bliver tilovers. Det samme gælder for dine vingårde og olivenlunde.

12. Du kan arbejde i seks dage, men på den syvende dag skal du hvile, så dine okser og æsler kan komme til kræfter, og dine slaver og de fremmede kan få hvilet ud.

13. Vær omhyggelig med at gøre nøjagtig, som jeg har sagt. Tilbed aldrig andre guder, nævn end ikke deres navne.

14. Tre gange om året skal I fejre højtid for mig.

2. Mosebog 23