1. Fra Elim rejste israelitterne ind i Sins ørken, området mellem Elim og Sinai. De kom dertil en måned efter, at de havde forladt Egypten.
2. Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.
3. “Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. “Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”
4. Endvidere sagde Herren: “Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger.
5. Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”
6. Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: “I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten.
7. Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!”
8. Moses fortsatte: “I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
35-36. I 40 år spiste Israels folk manna—lige indtil de bosatte sig i Kanaʼans land, hvor der var afgrøder at spise.