9. Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.
10. I skal fejre påske hvert år i aviv måned.
11. Og når Herren fører jer ind i kanaʼanæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre,
12. skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham.
13. Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.
14. I fremtiden, når jeres børn spørger: ‘Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‘Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten.
15. Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’
16. Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”
19. Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.
20. Efter deres første stop i Sukkot slog de lejr ved Etam i udkanten af ørkenen.
21. Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten.
22. Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.