26. Så vil jeres børn spørge: ‘Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’
27. Og I skal svare: ‘Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.
28. Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron.
29. Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø.
30. Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
31. I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. “Tag af sted,” sagde han, “forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker.
32. Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
33. Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: “Ellers ender det med, at vi alle dør.”
34. Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre.
35. Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt,
36. og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.