2. Krønikebog 23:7-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

7. I levitter skal med dragne sværd stå vagt omkring kongen. Dræb enhver, der gør forsøg på at trænge ind i templet. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

8. Levitterne og de øvrige mænd fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten, for Jojada havde befalet, at alle skulle stå til rådighed den sabbat.

9. Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, både store og små, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus.

10. De bevæbnede mænd tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne.

11. Da alt var klar, førte Jojada og hans sønner prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. De gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han blev salvet til konge, og folk råbte: “Længe leve kong Joash.”

12. Da dronning Atalja hørte støjen fra mængden, der løb omkring og hyldede den nye konge, skyndte hun sig over til templet.

2. Krønikebog 23