4. Men så tilføjede han: “Vi bør dog først spørge Herren til råds.”
5. Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: “Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” “Du skal gå til angreb,” svarede de. “Gud vil give dig sejr!”
6. Men kong Joshafat var ikke tilfreds. “Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han.
7. “Jo, en enkelt,” svarede Ahab, “men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” “Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat.
8. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.
9. I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten.
31-32. Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: “Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage.
33. Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.“Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. “Jeg er alvorligt såret.”
34. Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.