2. Kongebog 8:18-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne.

19. Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

20. Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge.

21. Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem.

22. Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

23. Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog.

24. Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

25. Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12. regeringsår.

26. Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn.

27. Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

28. Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret,

29. hvorefter han trak sig tilbage til Jizreʼel for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizreʼel for at se til ham.

2. Kongebog 8