3. Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. “Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden.
4. “Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”
5. I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se.
6. Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. “Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de,
7. og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.