2. Kongebog 11:13-19-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. Da dronning Atalja hørte støjen fra menneskemængden, skyndte hun sig over til templet.

14. Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede.Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: “Det er højforræderi!”

15. “Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. “Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.”

16. Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til at komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

17. Jojada fik kongen og hele folket til at indgå en troskabspagt med Herren: Både kongen og folket skulle altid tilhøre Herren og være hans folk. Han sørgede også for, at folket lovede deres konge troskab.

18. Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til baʼalstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte baʼalspræsten Mattan foran alteret, og Jojada satte vagter ved Herrens tempel.

19-20. Dernæst førte han sammen med officererne, livvagten og hele folket den unge konge ud af templet, forbi vagtstuen og ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.Alle var glade og lykkelige, og livet i byen gik sin daglige, stille gang efter Ataljas død.

2. Kongebog 11