1. Timoteus 5:12-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Derved svigter de deres løfte om hengivenhed til Kristus alene.

13. Hvis de yngre enker ikke har noget at bestille, går de på besøg i det ene hus efter det andet og begynder at løbe med sladder og blande sig i andre folks sager.

14. Derfor er mit råd, at det er bedre for de unge enker at gifte sig igen og passe børn og hjem. Ellers kan Fjenden let føre dem på afveje.

15. Der er allerede nogle, der har vendt sig fra troen for at følge Satan.

16. Altså, hvis en troende mand eller kvinde har et familiemedlem, som er blevet enke, skal de tage sig af hende. Hun må ikke blive en byrde for menigheden, for den har nok at gøre med at hjælpe de enker, der ikke har nogen til at forsørge sig.

17. Dem, der er gode ledere i menigheden, bør I vise dobbelt ære, især dem, der slider med forkyndelse og undervisning.

18. I Skriften hedder det: “I må ikke binde munden til på en okse, mens den trækker tærskeslæden.” Og et andet sted tales der om, at en arbejder er sin løn værd.

19. Hør ikke på klager over en leder i menigheden, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte dem.

20. Hvis han virkelig har forsyndet sig, bør du irettesætte ham, mens menigheden hører på det, så det kan virke afskrækkende på de andre.

21. Med Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle som vidner pålægger jeg dig alvorligt at følge de her anvisninger uden at dømme nogen på forhånd og uden at bøje retten.

22. Vær ikke for hurtig til ved håndspålæggelse at indsætte nogen til en tjeneste i menigheden, og lad dig ikke drage med i andres frafald. Hold dig selv fri af al synd.

23. (Og drik ikke længere kun vand, men tag lidt vin for din maves skyld, og fordi du så ofte er syg.)

24. Nogle menneskers synder kan man tydeligt se her og nu, mens andre menneskers synder først afsløres ved den endelige dom.

25. På samme måde er det med gode gerninger. Nogle er tydelige for enhver, mens andre ikke kommer for dagen før til sidst.

1. Timoteus 5