1. Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden.
2. De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn.
3. Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier,
4. græd de, til de ikke havde en tåre tilbage.
5. Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført.
6. Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.
7. Så sagde han til præsten Ebjatar: “Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.
11-12. Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn, så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham:
18-19. David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner.
23-24. Men David brød ind: “Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
27-31. Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur, Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel, jerahmeʼelitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.