11. Skulle jeg tage mit brød og mit vand og mit kvæg, som jeg har slagtet, for at mine fåreklippere kan feste, og forære det hele til en flok omstrejfere? Ikke på vilkår!”
12. Så vendte de unge mænd tilbage til David og fortalte ham, hvad Nabal havde sagt.
13. “Tag jeres sværd!” svarede David, mens han spændte bæltet. Så tog han 400 bevæbnede mænd med sig og efterlod de øvrige 200 i lejren.
14. I mellemtiden skyndte en af fårehyrderne sig hen til Nabals kone, Abigajil, og sagde: “David sendte nogle mænd fra ørkenen med gode ønsker for vores herre. Men han fornærmede dem og skældte dem hæder og ære fra
15-16. på trods af, at Davids mænd aldrig har gjort os noget ondt. Tværtimod har de gjort alt, hvad de kunne, for at hjælpe os. Dag og nat var de som en mur omkring os og fårene og beskyttede os mod angreb udefra. Så længe de var i nærheden, blev der ikke stjålet noget fra os.
17. Du må gøre noget for at afværge den ulykke, som nu truer vores herre og hans familie. Nabal er jo så ondsindet, at det ikke nytter at sige noget til ham.”
18. Abigajil tog straks 200 brød, to skindsække med vin, fem slagtede og tilberedte får, en stor sæk ristet korn, 100 rosinkager og 200 figenkager og læssede det hele på nogle æsler.
19. “Skynd jer af sted,” sagde hun til sine folk, “jeg følger selv bagefter.” Hun sagde ikke noget til sin mand,
20. men red af sted på sit æsel ad vejen gennem bjergkløften. Der kom David og hans mænd ridende imod hende.
21. David havde netop sagt: “Det er al den tak, man får for at hjælpe sådan en mand. Vi beskyttede hans får i ørkenen, så intet blev stjålet. Alligevel gengælder han mig godt med ondt.
22. Må Gud ramme mig med både det ene og det andet, hvis ikke Nabal og alle de mænd og drenge, der er hos ham, er døde inden i morgen tidlig.”
23. Da Abigajil fik øje på David, steg hun af æslet, bøjede sig til jorden for ham og sagde: