8. Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.Da Saul havde forladt hulen og var gået videre,
9. kom David ud og råbte efter ham: “Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham.
12. Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”
13. David fortsatte: “Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig, for hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd.
14. Som ordsproget siger: ‘Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig.
15. I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe?
16. Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”
19. Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel.
20. Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det.
21. Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel.
22. Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”
23. Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.