14. Som ordsproget siger: ‘Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig.
15. I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe?
16. Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”
17-18. Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: “Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg.
19. Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel.
20. Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det.
21. Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel.
22. Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”
23. Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.