4. Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. “Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. “Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig.
5. Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”
6. Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: “Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”
7. Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før.
8. Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.
11. Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen.“Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, “er du dødsens i morgen.”
12. Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap.
13. Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden.
14. Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: “Han er syg.”
15. Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. “Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han.