9. Fra da af så han skævt til David.
10. Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden,
11. og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: “Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange.
12. Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham.
17. En dag sagde Saul til David: “Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: “Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”
18. “Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. “Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”
19. Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for.
20. I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.
21. “Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: “Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”