1. Samuel 18:12-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham.

13-14. Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

15-16. Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

17. En dag sagde Saul til David: “Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: “Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”

18. “Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. “Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”

19. Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for.

20. I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.

21. “Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: “Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”

1. Samuel 18