40. Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de.
41. Så bad han denne bøn: “Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
42. “Okay,” fortsatte Saul, “så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
43. “Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.“Jeg spiste lidt honning fra spidsen af mit spyd,” svarede Jonatan. “Så lad mig da dø.”
44. “Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. “Derfor skal du dø for din ulydighed.”
45. Men de omkringstående protesterede: “Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.
46. Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.
47. Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender.
48. Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.
49. Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal.
50. Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahimaʼatz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner.
51. Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.
52. Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.