15. Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne.
16. Sauls udkigsposter i Geba lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17. “Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede.
18. “Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest, som man brugte, når man ville spørge Herren til råds.
19. Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. “Lad det bare være!” råbte Saul til ham.
20. Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned.
21. De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side.
22. Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre.
23. Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
24-26. Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: “Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring,
27. Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sit spyd i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen.
28. En af mændene, som så ham gøre det, sagde: “Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‘Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”
29. “Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. “Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning.
30. Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
31. Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne,
32. at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra.
33. Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: “Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen!
34. Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne.
35. Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.