4. Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver,
5. men Hanna gav han to stykker, for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn.
6. Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn.
7. Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.
8. “Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. “Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”
9. Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen.
10. I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren
11. og aflagde et løfte. “Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. “Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”
12. Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn,