15. Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen.
16. Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.
17. Farao sagde da til Josef: “Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kanaʼan
18. og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod.
19. Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil.
20. Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”
21. Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt.
22. Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker.
23. Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten.
24. Så tog han afsked med sine brødre: “Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem,
25. hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kanaʼan.
26. “Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. “Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det.
27. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op
28. og sagde: “Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”