3. Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.
4. Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: “Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‘Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
5. Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ”
6. Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.
7. “Hvad mener du?” svarede brødrene. “Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre!
8. Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus?
9. Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”
10. “Nej,” svarede husholderen. “Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”
11. Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem.
12. Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk.
13. Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen.
14. Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.
15. “Hvad er I ude på?” spurgte Josef. “Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
16. Da sagde Juda: “Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”