25. Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat.
26. Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.
27. Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. “Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”
28. “Ja,” svarede de, “han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.
29. Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: “Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.”
30. Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham.
31. Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. “Bring maden ind!” beordrede han.