1. Mosebog 43:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kanaʼans land,

2. så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: “Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”

3. “Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda.

4. “Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn,

5. men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”

6. “Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. “Hvordan kunne I være så onde imod mig?”

7. “Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. “Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‘Hent jeres bror herned?’ ”

8. Juda var ved at miste tålmodigheden: “Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn!

9. Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold.

1. Mosebog 43