29. I de næste syv år vil hele Egypten opleve stor overflod,
30. men bagefter kommer der en syvårig periode med hungersnød, og man vil glemme, at der var overflod i Egypten. Hungersnøden vil hærge hele jorden.
31. Man vil glemme overfloden, fordi hungersnøden bliver så hård.
32. At Farao drømte to gange, betyder, at Guds beslutning står fast og at det, han har vist Farao, snart vil ske.
33. Derfor vil jeg foreslå, at Farao finder en klog og dygtig mand og lader ham administrere et landsomfattende projekt.
34. Udnævn derefter embedsmænd i alle distrikter med ansvar for at indsamle en femtedel af alt høstudbyttet i de syv gode år.
35. Lad dem indsamle høstudbyttet og oplagre det i de aflåste kongelige kornmagasiner i byerne.
36. På den måde vil der være nok at spise, når de syv års hungersnød kommer over Egypten, og en sultkatastrofe kan afværges.”
37. Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag,
38. og Farao udbrød: “Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!”
39. Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: “Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet.
40. Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig.
41. Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.”
42. Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals.
43. Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: “Giv plads!”Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten,
44. og han sagde til ham: “Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.”