2. Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før.
3. Da sagde Herren til Jakob: “Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”
4. Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem.
5. “Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. “Men mine fædres Gud har velsignet mig.
6. I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far,
7. men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt.
8. Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede.
9. På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”
17-21. Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kanaʼans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!
22. Først to dage senere fik Laban at vide, at Jakob var flygtet.
23. Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge.
24. Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: “Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!”
25. Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.
26. “Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. “Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger!