20. Hun kaldte ham Zebulon. “Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. “Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.”
21. Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.
22. Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid.
23-24. Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef. “Gud har borttaget min skam,” sagde hun. “Må han give mig endnu en søn!”
25. Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: “Nu vil jeg gerne rejse hjem.
26. Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”
27. “Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. “Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig.
28. Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”
29. Jakob svarede: “Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt.
30. Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”
31. “Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.Jakob svarede: “Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord:
32. Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn.
33. For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”