20. Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke.
21. Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.
22. Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.
23. “Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, “og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”
24. Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn.
25. Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”
26. Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud.
27. “Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. “Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”
28. Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket.
29-30. Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler.
31. “Velkommen, kære ven,” sagde han. “Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”
32. Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder.
33. Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: “Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”“Sig frem!” svarede Laban.