13. Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand.
14. Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‘Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’—lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været nådig mod min herre!”
15-16. Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen,
17. skyndte tjeneren sig hen til hende og sagde: “Giv mig lidt vand fra din krukke!”
18. “Gerne!” svarede hun og tog krukken ned fra skulderen, så han kunne drikke.
19. Da han havde slukket sin tørst, tilføjede hun: “Lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!”
20. Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke.
21. Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.
22. Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.
23. “Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, “og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”
24. Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn.
25. Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”
26. Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud.
27. “Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. “Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”
28. Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket.