1. Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.
2. En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: “Læg din hånd under min lænd,” sagde han,
3. “og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kanaʼanæiske piger, som vi bor iblandt.
4. Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”
5. “Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. “Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”
6. “Nej,” sagde Abraham. “Det må du under ingen omstændigheder gøre!
7. For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud.
15-16. Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen,
29-30. Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler.