1. Mosebog 24:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.

2. En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: “Læg din hånd under min lænd,” sagde han,

3. “og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kanaʼanæiske piger, som vi bor iblandt.

4. Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”

5. “Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. “Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”

6. “Nej,” sagde Abraham. “Det må du under ingen omstændigheder gøre!

7. For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud.

8. Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!”

9. Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt.

10. Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.

1. Mosebog 24